Danmarkspremiere på elbilen Toyota C-HR+
Pressemeddelelse fra Toyota Danmark 16. marts 2026
Toyota er klar til at lancere sin tredje dedikerede elbil, den skarpt designede og helt nye SUV, Toyota C-HR+. Det sker allerede fra denne uge, hvor de første biler netop er landet hos Toyota-forhandlere over hele landet. En WLTP-rækkevidde på op til 607 km, priser fra 299.990 kr. samt mulighed for at vælge firehjulstræk med hele 343 hk og en trækkapacitet på 1.500 kg lægger for alvor op til en elbil, der imødekommer de flestes behov.
Med en yderst effektiv fuldt elektrisk drivlinje, en WLTP-rækkevidde på op til 607 km og en pris fra 299.990 kr., der syner lige så skarp som bilens dragende design, er Toyotas nyeste skud på elbilstammen, C-HR+, nu klar til at indtage de danske veje.
Det sker allerede fra denne uge, hvor danskerne for første gang får mulighed for at prøvekøre finalisten til Årets Bil i Danmark 2026 hos Toyota-forhandlere over hele landet. Dermed kan Toyota for alvor byde velkommen til sin tredje dedikerede elbil efter bZ4X og Urban Cruiser.
"Vi har virkelig set frem til denne uge, hvor vi nu helt officielt kan sige, at C-HR+ er landet i Danmark," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.
Massiv interesse
Interessen for C-HR+ har været massiv, og Toyota rundede allerede midt i december 1.000 forudbestillinger kun lidt over en måned efter, at salget var åbnet. Siden er der kommet endnu flere forudbestillinger fra elbilhungrende danskere - endda helt uden, at det har været muligt at prøvekøre bilen.
"Det er ret vildt at opleve, at så mange har bestilt en ny bil, allerede inden den er landet hos forhandlerne og dermed også uden at have prøvekørt den. Det vidner om, at vi med C-HR+ har en attraktiv pakke, og at danskernes store tiltro til den vanligt høje Toyota-kvalitet, holdbarhed og pålidelighed er intakt på vores elbiler, hvor man jo bl.a. kan få en serviceaktiveret batterigaranti på op til 10 år eller 1 mio. km. Det skaber tryghed i ejerskabet helt fra begyndelsen," forklarer Anders Tystrup.
C-HR+ kommer som standard med et 77 kWh litium-ion batteri, hvilket giver en WLTP-rækkevidde på op til 607 km. Derudover er det muligt at vælge mellem forhjulstræk med 224 hk eller firehjulstræk med hele 343 hk. Den firehjulstrukne udgave accelererer fra 0 til 100 km/t. på blot 5,2 sekunder og har mulighed for at trække op til 1.500 kg. Og så har den en merpris på blot 20.000 kr. i forhold til den forhjulstrukne udgave.
Omfattende udstyrsliste
Der er to forskellige udstyrsudgaver til C-HR+. Den forhjulstrukne udgave kan udelukkende fås med Active-udstyr, der som standard omfatter bl.a. 18" alufælge, adaptive LED-forlygter, to-zonet klimaanlæg, 14" multimedie touchskærm med integreret navigation på dansk, bakkamera, mørktonede ruder, trådløs Apple CarPlay og Android Auto, el-bagklap, nøglefri betjening, adaptiv fartpilot, sædeindtræk i delkunstlæder, ratvarme, to trådløse smartphoneopladere og den avancerede sikkerhedspakke Toyota Safety Sense 3 med adskillige aktive sikkerhedssystemer og førerassistentsystemer samt meget, meget mere.
Den firehjulstrukne udgave kan både vælges med Active-udstyr og i den højere udstyrsudgave, Executive. Her får man udover firehjulstrækket og de ekstra hestekræfter som standard også 20" alufælge, sortlakeret bitone tag, 360 graders panoramakamera, intelligent parkeringsassistent, sæder i kunstlæder, digital nøgle, indbygget 22 kW oplader og el-justerbart førersæde.
Uanset hvilken udgave af C-HR+ man vælger, kommer de alle med en energibesparende varmepumpe og batteriforvarmer, der sikrer højest mulig opladningshastighed helt fra starten af en lynopladning selv under de kolde forhold, som en dansk vinter kan byde på.
Potentiel dansker-darling
Det skarpe design, de involverende køreegenskaber, det omfattende udstyrsniveau, en WLTP-rækkevidde på op til 607 km og en pris fra under 300.000 kr. kombineret med danskernes allerede store interesse for C-HR+ lover godt og sender et signal om en potentiel kommende dansker-darling på bilmarkedet.
"Vores lidt større elbil bZ4X har fået en forrygende start på året som den ubetinget mest populære bilmodel i Danmark her i 2026. Alligevel vurderer vi, at C-HR+ har potentiale til at blive en af Toyotas mest populære modeller allerede i år - hvis ikke den mest populære. Også selvom vi først lancerer C-HR+ nu her et kvartal inde i året," lyder det fra pressechef Anders Tystrup.
Toyota C-HR+ kan opleves hos Toyota-forhandlere over hele landet. Se evt. mere om den helt nye elbil her