Toyota vinder verdensmesterskabet i rally
Pressemeddelelse 5. oktober 2026
En ny konge har indtaget tronen i WRC - verdensmesterskabet i rally. Det står klart efter et sandt drama i sæsonens sidste rally på den italienske ø, Sardinien, hvor tre kørere og deres co-drivere - alle fra Toyota - reelt var i spil til VM-titlen. Det blev dog walisiske Elfyn Evans, der i sidste ende trak det længste strå og nu for første gang kan kalde sig for verdensmester i rally for kørere.
Oliver Solberg (tv.), der sluttede på andenpladsen i den samlede VM-stilling, lykønsker teamkollega Elfyn Evans med verdensmesterskabet.
Der manglede blot to sving i sæsonens absolut sidste tidsprøve for den svenske Toyota-rallykører, Oliver Solberg, for at han kunne køre over stregen og kalde sig verdensmester. Men skæbnen ville det anderledes, da Solberg kørte af vejen kort før målstregen og mistede dyrebare sekunder. Det kostede VM-titlen, som en anden Toyota-rallykører, walisiske Elfyn Evans, og hans co-driver, Scott Martin, i stedet tog sig af med blot 8,9 sekunders forspring i sidste tidsprøve - og kun 5 point i den samlede stilling set over hele sæsonen.
Glæden var derfor stor hos den britiske rallykører, der trods mange års rallyerfaring og hele fem andenpladser i den samlede VM-stilling inden for de foregående seks sæsoner aldrig tidligere har kunnet kalde sig verdensmester. Det kan Evans nu - ikke mindst takket være en yderst stabil sæson med bl.a. to sejre i starten af sæsonen i det svenske rally og senest for nogle uger siden i det japanske rally. Evans er samtidig den første walisiske rallykører til at vinde verdensmesterskabet.
"Jeg har stadig ikke rigtig forstået det, at vi lykkedes med at vinde mesterskabet efter så vildt en finaledag. Vi gik ind til sidste prøve velvidende, at det ville være tæt og gjorde alt, hvad vi kunne. Jeg føler med Oliver og Elliott, fordi de kørte utroligt godt i weekenden. Men vi vandt ikke titlen i weekenden. Den blev grundlagt over hele året, og jeg er stolt af mesterskabet. Det er samtidig en stor lettelse efter alle de år, hvor det har været lige ved og næsten. Jeg skylder mange en stor tak - ikke mindst min co-drive Scott og resten af teamet," siger Elfyn Evans.
Udover VM-titlen for kørere satte Toyotas rallyteam, TOYOTA GAZOO Racing World Rally Team, sig også på anden-, tredje og fjerdepladsen for kørere og sikrede sig desuden også VM-titlen for hold med 662 point. Det var hele 222 point foran nærmeste forfølger fra Hyundai med 440 point. Det er syvende gang på otte år, at Toyota vinder VM-titlen i rally for kørere og femte gang i løbet af de seneste seks år, at teamet har sat sig på alle tre titler for kørere, co-drivere og hold.
Selvom Akio Toyoda, formand for rallyteamets bestyrelse samt for Toyota Motor Corporation, ikke havde mulighed for at være til stede ved sæsonens afsluttende VM-rally på Sardinien, fulgte han det tæt fra en arbejdsrejse til Saudi Arabien og sender også de varmeste lykønskninger til de nykårede verdensmestre og resten af teamet.
"Tillykke, tak og undskyld. Tillykke til Elfyn. Du har virkelig fortjent det. Jeg kan selvfølgelig ikke sige det højt, og officielt skal jeg sige, at jeg ønsker, at alle vores kørere vinder. Men helt ærligt har jeg i år heppet på Elfyn. Beklager, Sami og Oliver, men jeg ville ikke kunne bære, hvis Elfyn igen skulle slutte på andenpladsen. Så virkelig, virkelig tillykke.
Tak for alt det, som Elfyn og Scott har gjort for teamet i årevis. Gennem deres mange andenpladser har de sikret point til teamet, så vi er blevet verdensmestre for hold i flere år i træk. Og undskyld for at jeg ikke kunne være der til sæsonens sidste dyst. Jeg vil gerne takke alle på teamet for at udvikle en stadig bedre bil med fokus på føreren," lyder det fra Akio Toyoda.
Toyota fortsætter sit engagement i VM-serien i rally i 2027.