Elektrisk arbejdshest får dansk premiere på Elbilmessen

Pressemeddelelse 10. september 2026

Den helt nye, fuldt elektriske Toyota Hilux Electric får dansk premiere på Elbilmessen i Herning fra 2. til 4. oktober. Det er dermed første gang, at danskerne kan opleve den fuldt elektriske udgave af Toyotas legendariske pickup.

En af bilverdenens mest hårdføre modeller bliver nu elektrisk. På Elbilmessen i Herning viser Toyota for første gang den nye Hilux Electric frem for et bredt dansk publikum.

Hilux Electric er en del af den helt nye niende generation af Toyota Hilux og er især udviklet til virksomheder, flådeejere og myndigheder med behov for en robust og firehjulstrukket arbejdshest uden udledning af CO2 under kørslen.

"Hilux har gennem generationer opbygget et særligt ry for kvalitet, holdbarhed og pålidelighed. Nu fører vi de egenskaber ind i den elektriske tidsalder. På Elbilmessen får danskerne for første gang mulighed for at komme helt tæt på den nye Hilux Electric," siger Anders Tystrup, pressechef hos Toyota Danmark.

Den elektriske drivlinje består af et litium-ion-batteri med en kapacitet på 59,2 kWh og eAxels for og bag, der sikrer permanent firehjulstræk med et drejningsmoment på 205 Nm på forreste aksel og 269 Nm på bageste aksel. Lasteevnen lyder på 715 kg, trækkapaciteten op til 1.600 kg og WLTP-rækkevidden på op til 257 km. DC-opladning fra 10 til 80 procent sker under optimale forhold på ca. 30 minutter.

Det imødekommer den kundegruppe, som Toyota har haft i tankerne under udviklingen, hvor en rækkevidde på over 250 km og trækkapacitet på 1.600 kg er rigeligt. Andre kundegrupper, der ikke kan få løst deres behov med den elektriske udgave, vil stadig have mulighed for at vælge udgaven med 2.8-liters dieselmotor med 48V mildhybrid-teknologi, hvor trækkapaciteten er op til 3.500 kg.

Verdens mest populære pickup
Et af de vigtigste parametre i udviklingen af den elektriske Hilux har været, at man ikke ville gå på kompromis med kvaliteter og dyder som hårdfør, holdbar og pålidelig, der har gjort modellen til verdens mest populære pickup med over 27 mio. solgte biler - og den næstmest populære Toyota-model kun overgået af Corolla.

Trods el-drift bevarer modellen derfor sine grundlæggende terrænegenskaber. Batteriet er placeret beskyttet inden for bilens forstærkede ramme, vadedybden er fortsat 70 cm, og det avancerede Multi-Terrain Select-system hjælper føreren på krævende underlag.

Hilux Electric fås i Danmark som standard med dobbeltkabine i udstyrsvarianterne Active og Legend. Varebilsudgaven koster fra 424.900 kr. ekskl. moms, mens personbilsudgaven på hvide nummerplader koster fra 581.090 kr.

Den nye Toyota Hilux Electric kan opleves på Toyotas varebilsstand på Elbilmessen i MCH Messecenter Herning den 2. - 4. oktober 2026. Her står også Toyotas øvrige fuldt elektriske modelprogram med erhvervskøretøjer i form af den kompakte Proace City Electric, kassevognen Proace Electric og den gigantiske Proace Max Electric i klassen for store varebiler også kendt som 3,5-tons klassen.